tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang kastede sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og mismodige Bryn.
Hvidgule Bryn.
Det var Sti Høg.
"...... È di persona
Anzi grande, che no; di vista allegra,
Di bionda chioma, e colorita alquanto."
hviskede han for sig selv.
Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger, stadig været sammen med Marie Grubbe. Hun, havde aldeles bedaaret ham. Han længtes kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse. Han havde elsket før, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt og modløst. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde, ikke heller det, at han var gift med hendes Søster, der betog ham Haabet. Men det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være modløs, hans Pogekjærlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa liden Begjær, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis saa megen Begjær. En feberbrændende, vemodig Længsel ind imod hende, en sygelig Smægten efter at leve med hende i hendes Minder, drømme med i hendes Drømme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker, ikke mere, ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene, men endnu mere fremmed, endnu mere fjern;
