de runde, blændende Skuldre, den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han frygtede for den, den bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for sin Lidenskab, for den svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse Læber trykkede mod hans, det var Vanvid, taabelige Vanvidsdrømme; denne Mund ...
„Paragon di dolcezza!
..............
... bocca beata,
... bocca gentil, che può ben dirsi
Conca d'Indo odorata
Di perle oríentali e pellegrine;
E la porte, che chiude
Ed apre il bel tesoro,
Con dolcissimo mel porpora mista.“
Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som i Smerte; nej, nej! og han klyngede sig igjen til sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte sig i Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig fast til sin Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op for sine Øjne, da — stod Marie Grubbe for ham i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.
Hun havde den hele Aften været i en sælsom lyksalig Stemning; hun følte sig saa tryg og sund
