Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/222

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
214

Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:

«En kan være ret ung og have gamle Drømme endda.»

«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt herinde! — men er ellers min Ringhed med i de gamle Drømme, Madame? — om En tør spørge.»

«Ak nej!»

«Der var dog en Tid ...»

«Blandt alle andre Tider.»

«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskjønne Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det var en Blæst og Sne ...»

«Ret som nu.»

«I sad foran Kaminen ...»

«Ret som nu.»

«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders kjære Hænder legte I mit Haar.»

«Ja, den Gang elskede I mig!»

«O, ret som nu! — og I — I bøjede Eder ned over mig, I græd, saa Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa ømt og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn for mig i Eders Hjærte, og saa paa een Gang, — kan I mindes? — saa bed I mig i Halsen.»

«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar jeg hørte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod