XIII.
En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve kjøre ind paa Tjele.
Han skjønnede straks, at der var noget Galt paafærde, som hun saadan kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide, hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen, han bød hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.
Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale. Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen maatte uden stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.
Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige i
