den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare ømme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vægt paa; der vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om.
Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost paa Tjele, den ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende til at længes efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde Ulrik Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig tænke paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at komme af med naar man nu endelig en Gang havde faaet det.
Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes Ensformighed og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder var noget Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag.
Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en
