sig og Haabet om at vinde en Fremtid, der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da han havde været der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af sejersstolt at kunne sætte sin Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig efter at faa at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti Høg, jo mindre kjendte hun ham.
En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende i denne hendes Formodning.
Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grøntkammer. Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet lange Fjælhylder op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over røde Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.
Porten stod paa vidt Gab ud til den væde-
