blanke Gade, hvor Regnen plaskede ned i blinkende Strømme.
Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte paa til at gaa ud, den Ene i en skindbræmmet Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med smaa trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme.
«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?» spurgte Lucie.
«Sti Høg? — ja, ja er han da saa, skulde jeg tænke. Hvad mener du med det?»
«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.»
«Hvad!»
«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med... I veed, han har det Ord paa sig, at hans Hjærte er gjort af saa glødendes Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et Skjørt, der vifter til.»
«Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?»
«Men Herregud, har I da aldrig hørt det før? Jeres egen Svoger! — Hvem kunde tvivle paa,[1] at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt
- ↑ Tvivle paa: i Betydningen: tro.
