Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/267

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret



XV.

Nu i Paris.

Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjærlighedspagt, der saa brat blev sluttet, var løsnet og braadnet en Stund forinden, og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden.

De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem; der er saamegen Bitterhed og Smerte, saa megen Nedværdigelse og Selvforagt gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der er Lindring i at tøve.

I det er deres Sind ens.

Men i deres Maade at bære deres Kummer paa er de yderst forskjellige. Thi mens Sti Høg i haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod Smertens hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs Betagenhed, ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit snevre Bur, saa er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har revet sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt, dreven fremad og fremad, i

17*