Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/270

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
262

hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du ræddes, ved dig selv, for du har været min, og sygner i din Sjæl hver Gang du tænker derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog — jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.»

«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjæl du er, den krybendes Maddikeorm, som trædes og stinger dog intet? Om du vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og stærk, du som er saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som løj om en Magt, du aldrig ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad din aldrig var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev din Stolthed af?»

«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet mere, thi jeg har været lidet bedre end en Falsknere imod dig. — Marie, jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej, aldrig, end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjæl. Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de kolde Øjne og alle mine Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den