Marie satte sig.
Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bænken, saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden, og om hun saa vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var Bryggerspige der paa Gaarden.
Marie holdt hans Haand fast.
Ja, nu vilde han da gjerne afsted.
Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget af, som ham.
Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for, for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende nær, efter at han var død, det skulde han baade love og holde, om hun saa vilde slippe.
Nej, hun vilde aldrig slippe.
Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Haand til sig og løb ud af Bryggerset, og tværs over Gaarden.
Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret, slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod.
«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.»
Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af Lommen og gav sig
