Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/304

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
296

Marie rystede smilende paa Hovedet.

«Aa den Unde![1] hvem skuld' da ha' tint[2]….»


* * *


I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult, men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret saae sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; naar han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin Næve, og naar han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at bringe hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mængde op for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven helt tunghør, og oven i Kjøbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der da heller ikke gjorde ham mere lydhør.

At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider,

  1. Unde = Onde.
  2. tint = tænkt.