Marie rystede smilende paa Hovedet.
«Aa den Unde![1] hvem skuld' da ha' tint[2]….»
I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie
og Søren holdt godt skjult, men da Palle Dyres
hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold
der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde
dem uforsigtige, blev det snart ikke nogen
Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret saae
sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at
holde Sagen skjult, men levede som om Palle Dyre
befandt sig i den anden Ende af Verden, og ikke
i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke
om; naar han truede ad Søren med sin
Krykkestok, truede denne igjen med sin Næve, og naar
han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at
bringe hende til Fornuft, drillede hun ham med at
ramse en hel Mængde op for ham, uden at hæve
sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var
nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han
var bleven helt tunghør, og oven i Kjøbet paa
Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en
Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind
til Hovedet, hvad der da heller ikke gjorde ham
mere lydhør.
At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider,