Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/305

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
297

var ikke Sørens Skyld, thi i sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning, selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller naar han ellers havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet Tilfælde frelste ham fra at blive røbet.

Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet; som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa Hjærnen ind paa Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte Bønner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.

Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller mere Virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig yderst forbittrede over dette