intet hente den, den vilde være saa stade til Sørens røde Kabuds?»
Søren værdigede hende ikke et Svar.
«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» fortsatte Ane, «saadan simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak, og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og det kan jo aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan baade stave og læse, enten det saa skal være forlænds eller baglænds.»
Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og saae vredt til hende.
«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' dæ en gal Skjelling for en Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den Gammel…»
I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men han slængte den hen over Bordet.
«Jav di Kvinner ud!» raabte han.
Ja men Tællen blev jo kold.
Det brød han sig ikke om.
Saa blev Pigerne da sendt udenfor.
Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun skulde ikke her gaa og bringe Æde for ham, som om han var en mager Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det var ham,
