om der var bleven fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, «hvem vil angive dig? Søren, Søren, hvem vil angive dig? — Du er jo Fanden partere mig ogsaa taabelig,» fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, «og det ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind, naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! — Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde hende i Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.»
Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge paa at forklare dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og derfor løj han saa og fornægtede sin Kjærlighed.
«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men sier I Folkene, A haar en Rigsdaler, naar som Ajer[1] di ingen haar, og jen Lap og jen Ralt,[2] og jen til og manne flier,[3] det blyver en hiel Las,[4] bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa stil', og saa ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.»
