«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,» raabte Rasmus.
«Den er for dyr,» klynkede Salmand og gav til.
«Saa fører jeg min Syv[1] og een endda,» sagde saa Jens.
Søren tog Stikkene hjem.
«Og saa Bukskin,»[2] vedblev Jens og spillede ud.
«Nu maa jeg til med det gule Øg,»[3] raabte Salmand, og stak med Hjærter to.
«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og stak over med Spader fire.[4]
«Jan!»[5] brølede Rasmus Kik, og smed sine Kort. «Jan, paa Hjærter to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse paa Kortene, der har vundet.»
De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en førladen, velhavende paaklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne, rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: «Godaften i Stuen.»
