maa tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.»
«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev Rasmus, «og vil aldrig have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.»
«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren halvt hviskende.
«Ja, de griner da sjælden.»
«Hu, de er en grimme Handtiering.»
«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning paa Jer til at hjælpe mig.»
«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte Rasmus og rejste sig truende.
«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er paa Søgen om en Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.
«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte Jens Nedenom meget alvorligt.
«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klæderne og en Mark af hver Daler, som tjenes efter Taksten.»
«Hvad er det for en Takst?»
«Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen, syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet, og ligesaa for at brændemærke.»
«Men nu for det bedre Arbejde?»
«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind,
