Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/331

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

Ære at byde dem en Drik Polak, at de imellem dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.

De tre ved det lange Bord saa spørgende paa hinanden og nikkede saa omtrent samtidig.

Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grønne Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa Resten i Mester Hermans private Pokal.

Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men Søren vilde Ingenting høre. Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa greb hun hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb hende haardt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt befalede hende at gaa op. Saa for-