var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i det Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun kom til at tænke paa, at den Søren, der var saa haard og barsk, var den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.
De Folk, de havde at færge over, var for
det Meste Bønder og Prangere, men stundom kunde
der jo ogsaa komme de, der var højere paa
Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie
og hendes Mand roede for ham, og han satte sig
bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie,
der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende
straks, da han saae hende, men viste ingen Tegn
paa Forundring; maaske han havde vidst, han
vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange
til ham, før hun kunde kjende ham, thi han var
meget forandret. Hans Ansigt var bleven rødfedt
og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben
hang som om han var lam i Mundvigene, saa var
hans Ben tynde og hans Mave stor og hængende,
kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv
fuldt af sløvende Udskejelser i hver en Retning,