og det havde ogsaa været hans Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde hans Historie været den, at han en Tidlang havde været Gentilhomme og maître d'hôtel hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Høg, den Gang denne opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet hos Broderen.
«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Søren, «er det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?»
«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt; hun havde mest Lyst til at lade være med at svare.
«Og han er større end jeg — var?» spurgte han igjen og rettede sig i Sædet.
«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade,» svarede hun med paatagen Bondeagtighed.
«Ja saamænd, saadan gaar det, — vi har da givet Kjøb vi to, saa godt som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde — I paa een Vis og jeg paa en anden.»
«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?» spurgte Marie paa den samme enfoldige Maade.
«Godt nok,» lo han, «godt nok er halv fordærvet; jeg har det saamænd just godt nok, og I, Marie?»
