Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/343

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
335

«Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?»

«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det tror jeg.»

«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»

«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte, eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre, Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?»

«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»

«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i Tanker. «Lad mig tale med Jer ret oprigtigen,» fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt for at gjøre