Geheimniss, En intet lærer fra sig — til Ens Søn nok, men aldrig til Gesellerne. Nej, ….»
«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, «vel saa, vel saa!»
«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde fortælle, saa havde jeg en halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer af til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet saa bekvem at gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de skjærer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det, der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker. Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken en af Drengerne til at klynge ham op i en de der Sækker og — jeg kommer ind og vejer og blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, saa skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe i Sækken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjælpe ham ned … og om jeg hjalp ham! — Død og Verden! men det var og en ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.»
