Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/50

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

42

«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,» talte, Erik Lauritzen, «Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, saa helmer de aldrig med Bælgen og Svælgen; de er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; — og saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har nemt til Kniven som svenske Lasse.»

«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det skal jo aldrigen passere at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska Dulle.»

«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa. Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern’ er iblandt de uvittige Bæster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i hans Livsvædsker, at den naturlig’ Fornumstighed, som Gud jo har beskjænket alle Mennesken’ med, intet kan raade med hans arge Drifter og syndige Begjæringer.»

Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde saa: «Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om han er