43
en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.»
«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en gammel Kone, der stod hos, «om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»
«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» afbrød Farveren hende, «tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?»
«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik saadan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fæmon.»
«Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner ligesom vi har.»
«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det søger Kirke det Djævelens Pak iligemaade som Hekser de far’ til Aftensang naar den Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er
