49
den sorte Hund du er! — hør intet paa ham, det er svenske Penge, der tal’ udaf hans Mund.»
Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa brød Larmen løs; Haansord, Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale, men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin lange, sølvknappede Stok.
«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! han skal kalde igjen hvad han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at beføre os. Ned med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! vi skal nok plukke det ud af ham.»
«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte andre, «han skal i Raadstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!»
Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede sig fast til Trappens Trærækværk; saa spændte de baade det og ham ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og Næveslag. Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, der stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornøjelse.
«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, «gaa tilside; tilside! Mette skal tage ham i Forhør.»
Fru Marie Grubbe.
4
