50
Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han Mester Lurifas?»
«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer’ end som Mennesken’, som skreven staar.»
«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med, «men Mennesken’ har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjærne skal sidde paa Muren næst herved;» og hun slog ham med Tøffelen.
«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.
«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.
«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her kommer Gyldenløv’, Generallieutenanten!»
En høj Skikkelse red forbi.
«Længe leve Gyldenløv’! den tapre Gyldenløv’,» brølede Hoben.
Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa red Skikkelsen bort ad Volden.
Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods, Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder.
Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle faa.
«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert Farver, «her slaar vi Hovedet i Bræk paa den,
