de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.
Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt stærke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans Sjæl. De kom i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne Skove, de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de røde Tage drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe Pappens høje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder; den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne Fægtemester med det rødblaa Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have drog forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved Fjorden og der stod Jægerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa saa mageløst Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, sit stønnende Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre Kristus, der havde den røde Fane i Haanden.
Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal, og Sollyset brød frem i det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner.
Saa var der Jagten, hvor han skød sin første Hjort og gamle von Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede Jægerdrenge blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvor-
