56
Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt.
Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, glemte aldrig Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og skjælde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig, at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden i Laget.
Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes disse Folk og han maatte omgaaes dem; for ham, den vanføre Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilværelse laa der en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre Stænder sled Livet hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han var borgerlig født, som en langt større Ulykke end hans Vanførhed og græmmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.
«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til ham, «det har intet været nogen ringe Taage, der har været for hans Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa
