60
«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte, «jeg forstaar nok, det harmer ham at han skal være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult, mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe paa Voldene. Naa, han skal komme med. For …», han saae mistænksomt ned paa Daniel, «der stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?»
Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket Væg og hans Tænder skar imod hinanden.
«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg stoler paa ham; men han kan da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt Ord at give; — og husk: hans Egne har vraget ham først og … tys!»
Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved Østerport, det første, der blev løsnet i denne Krig.
Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans Øje stirrede begjærligt og betaget efter den hvide Røg, og da han talte, var der en sælsom Skjælven i hans Stemme.
«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig og bryd han sig intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt henad Volden.
Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede
