64
seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede saa ind paa en Sidesti, standsede bag en stor Jasminbusk og rettede paa sin Uniform og sit Belte, tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa videre.
Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.
«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han ganske overrasket.
«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede betænksomt sin Naal i Sytøjet, glattede det med Haanden, saae saa smilende op og nikkede. «Velkommen, Hr. Gyldenløve!»
«Das nenn’ ich blindes Glück,» sagde han og bukkede, «jeg ventede kun at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.»
Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han er her intet,» sagde hun og rystede paa Hovedet.
«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned for sig.
Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: «Hvad for en Lummervarme det da ogsaa er idag!»
«Ja, det falder trolig ud til Torden, om Blæsten stiller af.»
«Ja—a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset.
«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som for at antyde, at han vilde gaa.
«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar imod i denne Sommer. En kan fluks blive svag-
