65
sindet ved at tænke paa al den Farlighed baade for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange kjære Slægtninge og gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig’ Affaire og udsat’ for at miste enten Liv eller Førlighed eller hvad de ejendes er, saa er der ogsaa mer end Aarsage nok til at komme paa alskens modige og underlige Tanker.»
«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den lebendiges Gud intet falde hen i Taarer, I maler Eder alting altfor dyster af
Tousiours Mars ne met pas au jour
Des objects de sang et de larmes
Mais“
og han greb hendes Haand og førte den op til sine Læber
„…. tousiours l’Empire d’amour
Est plein de troubles et d’alarmes.“
Sofie saae naivt op paa ham.
Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, sugende Nat, hvor Dagen vældede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten, der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne Bue, Kindens stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rødme, lig en Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som skære Blomster blade de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke Haar ….
Hendes Haand skjælvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig tilbage og slog
Fru Marie Grubbe.
5
