66
Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at tage det op og blev liggende i den knælende Stilling.
«Jomfru Sofie!» sagde han.
Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, næsten smerteligt paa ham.
«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «Tag mig det intet op i nogen ilde Mening, at jeg besværger Eder intet at lade Eder henføre af en øjeblikkelig Sentiment til at søge at provocere en Forandring i det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det tjener til Intet uden at føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder op fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen hos mig her paa Bænken, at vi kan tales ved i al Rolighed.»
«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op nu i denne Time,» sagde Ulrik Frederik og blev liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og brændendes er den Amour jeg bær’ til Eder, om I har kunnet tænke, jeg skulde nøjes med slet og bart at være Eders gode Ven. For Kristi blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste eller Funke, som I kan øge eller svække med Eders Munds Vejr, alt som Eders Hu er; par dieu! den er en luestærk og fortærendes Ild, men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde vildsomme Flakkeflammer
