71
Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham, han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde beleven, til daglig Brug var han stødende ordknap og i Tjenesten lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den gemeneste Matros.
Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed i Planerne, at Sagen neppe havde været i saa gode Hænder hos nogen anden af Frederik den Tredies Mænd.
Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene tilraabte ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks Fiende-Frelse», eller hilste ham med et: «o, hil dig, hil du nordisk’ Mars, du tapre David danske,» og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et cornu copiae eller Overflødighedens Horn, fuldt med Roes og Ære, Sundhed, Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille Aftenandagt endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde Hr. Ulrik Christian; ja, der
