Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/82

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
74

kniplede i en af Vinduesfordybningerne i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen, hun havde en lille Bakke med Gløder hos sig og tog nu og da lidt tørrede Blomster og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet, og lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sød, og mellem de brede, mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes en Rok snurre, og altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol.

Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun søgte at kjøle sine hede Kinder mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden, hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjærende lys. Saae hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende. Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad Døren, at det gav et Sæt i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne ved Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa længe siden, han havde været der, sagde, at han var træt, satte sig saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.

Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, da hun saae ham træde ind! hun lukkede et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for hende, saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at