Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
86

lig for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og da den Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: «Herre, Herre! med grædendes Rest anraaber og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk dog at Øksen alt ligger ved Træets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i Blomst og sætter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder …»

Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op paa Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og raabte den ene Gang efter den anden: «H’raus Præst! h’raus, marche! jeg taal’ ham intet længer!»

«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I gjør Eder haard, fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er saa overmaade, saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld er uudtømmeligt …»

«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede Ulrik Christian frem mellen de sammenbidte Tænder, «ejns — zwej —!»

«og om Eders Synder vare røde som Blod, ja, som tyriske Purpur …»

«Rechtsum!»

«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons …»