Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/96

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
88

magers, der ikke bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.

«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens, «er det en Mund at føre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders Fred med Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken’. I bær’ Jer jo ad som de Misdædere og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden og de ser, de intet kunne undgaa Tængerne og Øksen, der holdes dem i Beredskab, da i deres usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre med skidne Vanvittighedsord, for dermed at sætte Mod i sig selv og saalunde holde sig oppe over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse, den lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige Anger, i hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast mere have i Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»

Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han havde faaet listet Kaarden frem over Dynen, da raabte han: «var dig, Præstevom!» og gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne afparrerede sikkert Stødet med sin brede Alterbog.

«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde han haanligt, «dertil er vi vel begge to for gode, og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»

Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod