Side:JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu/98

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret
90

Vaandefuldes jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nød og Kvaler er større end noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket og under Kneb af gloendes Tænger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han vilde længes til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel er Sot og Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, naar de som en Trækvind piner sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder Senerne som de skulde briste, naar de brænder som salten Ild i Livets Indvolde og gnaver med sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer, en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Bølge skyller mod Stranden og en næste følger og den næste igjen i al Evindelighed, saaledes følge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og evindelig og uden Ende og uden Ophør.»

Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg vil intet,» mumlede han, «jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved’ eller Himmerig; jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting andet.»

«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men for Enden af Dødsens mørke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme, visseligen ingen.»