104
Det er nogle Aar siden, at en arkæologisk Udsending bad mig om Tilladelse til at udgrave nogle Kæmpehøje, der findes paa min Mark. Jeg skulde skænke Højene til Staten, som saa vilde fredlyse dem — og begynde det med at udgrave dem.
Jeg sagde ham, at det forekom mig, disse gamle Høje var sikrere i mit Værge end i Statens, naar jeg saae hen til mine Naboer, som havde fulgt lignende Opfordringer: nu laa deres Høje opgravede, aabne, gabende til Spot og Spe for Vejfarende, til Skam og Skændsel for Folkets Sømmelighedssans, til Vansyn for Landskabet — — og de ligger der da saaledes endnu.
Han lovede mig, at mine Høje skulde atter blive fuldstændigt tilkastede; jeg maatte selv forestaa det.
Jeg fremførte da, at vore store Forfædre var næppe med Møje og Besvær bievne jordede i disse Høje, for at vi skulde rode i dem og stille deres Benstumper og Tænder i numererede Glas paa Musæet. Lad dem hvile i Fred!
Saa talte han om Videnskaben, varmt og indtrængende, og da han troede at have overbevist mig, sluttede han: „Tak! saa begynder jeg en af Dagene.“
„Jamais!“ udbrød jeg — „ça porte malheur.“
Og Manden tog sin Hat og gik; og mine Høje ligger der den Dag idag og skjuler, hvad de gjemmer. —
Det er endnu ikke et Aar siden, at jeg rejste fra New York med Thingvalla-Selskabets Baad „Gejser". Klart, fint Vejr med høj Sø, Vinden agten ind, den store Damper løb smult i Læ af Long Island forbi Sandy Hook og endnu
