105
et Stykke, saa duvede den, tog imellem en Sø ind over Næsen, men agter var der tørt og rent og blankt, man mærkede ikke Vinden, som løb med og forbi.
Der var almindelig Munterhed. Kun en enkelt Passager var misfornøjet; han havde — sagde han — faaet sin Kahyt helt agter ude, over Skruen, den dunkede ham i Hovedet hele Tiden, det var ikke til at holde ud, der var slet ikke Tale om at kunne sove til Natten. Saaledes gik han og brummede hele Eftermiddagen, og ud paa Aftenen spurgte han Første-Styrmand, om han ikke kunde faa Lov til at sove i hans Kahyt, som var forude.
„Jo—o, — aa jo, det kan De nok.“
Men da Første-Styrmand ved Sengetid kom ind i Rygesalonen, hvor en Del af Passagererne sad ved en Grog og sang amerikanske og danske Viser, sagde han, at den nervøse Passager havde lagt sig i hans Køje; Styrmanden havde troet, han vilde ligge paa hans Sofa.
Henad Morgenstunden kom den nervøse Passager i meget let Kostume med Klæderne paa Armen stormende ind i første Klasses Salon og søgte sin egen Kahyt.
Da jeg næste Formiddag klatrede op paa Commandobroen og havde hilst paa Capitainen, sagde jeg til Første-Styrmand:
„Deres Køje behagede nok ikke Deres Gjæst fra inat; han kom hjem, før Fanden havde faaet Sko paa.“
„Kan nok være,“ svarede Styrmanden. „Jeg har selv Brug for min Køje, naar jeg kan kravle i den, og jeg
