Side:Jagtbreve.pdf/119

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XX.

Norge, i August 1888.

Det er Urfuglen, der er det Bedaarende ved Urfuglejagten.

Det er ikke saa løjerligt! vel?

Naa! Jeg har hidtil til en vis Grad været af en anden Mening. Jeg vidste godt, at det var Fuglen, der drog mig, at jeg var ude for dens Skyld, jeg kjendte Spændingen, naar Hunden slog an, naar den stod, naar Vildtet brasede op — Alt det er gamle Sager, som ogsaa Duften af den stegte, unge Hane. Men jeg troede næsten, at Smaalands høje, klare, lette, rene Luft, de Tusinde Fod