2
man kun finder faa Kuld, hvad der imidlertid tildels kan ligge i, at Søgningen vanskeliggjøres af den herskende Tørke.
Der er Ingen, der kan huske et saa tørt Aar som dette. Moser og Enge er fuldstændigt udtørrede paa mange Steder; hvor man i Almindelighed maa drage Høet iland eller sejle om for at bjærge det, kan nu en Vogn kjøre med Sikkerhed, selv de største Aaer kan man paa sine Steder vade over, og Brøndene udtørres, saa at mange Mennesker maa søge Drikkevand hos fjerntliggende Naboer.
Det er kun om Morgenen, naar den stærke Dug er paa Bladene, at Hunden kan tage Færten og den har ondt nok endda ved at holde den og følge Foden, hvis det er af en gammel Kok, der er let paa Tæerne.
Urhanen ligger nu alene eller med en Kammerat; han foragter Barnevrøvl og Kærlingesnak, Familieglæder er ikke hans Sag, og de gamle Goldmøer maa se til at more sig uden ham, enkeltvis eller indbyrdes, som de kan bedst. Eller maaske — maaske er Ensomheden paatvungen, den fornemme Tilbagetrækken kun paataget: han vil ikke vise sig, han skammer sig. De glimrende sorte Fjer, der i Foraaret prangede i det Kobberrøde og Staalblaa, er Skæret gaaet af, de ser sløve ud, sodede som en Krages, den purpurfarvede Kam er bleg, Lyren er borte — og Modet med den. Det gaar den fældende Urkok som den kullede Hjort, der slaar sig i Flok med Kjønsfæller, de danner en smuk harmonisk Han-Klub (Klubber er som Regel rent mandlige), de hviler, de længes, de haaber, de samler Kræfter, indtil
