Side:Jagtbreve.pdf/120

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

110

over Havet, Myrerne og Ryerne, Lynglugten, Blaabærrene og Kildevandet uadskilleligt hørte med til Paradiset.

Men her, paa gamle Norges — thi Norge er gammelt! det er derfor og fordi det er norsk, at Nordmændene er saa stolte af det — paa gamle Norges stenhaarde Fjælde, roff og rokki, som det hedder paa det her brugelig norsk-engelske Sportsprog, ved Havets Bred, langs Fosser og Elve, mellem Birk og Røn og Furu — det er Norsk-Norsk — her trives Lykken som hist. Det er Jagten, der er det Daarende. Den norske Urkok er lige saa snedig, lige saa rask i Vendingen, lige saa aarvaagen og lige saa blændende smuk som dens svenske Broder; man skal være spændig i Musklerne, sikker i Øjet, rap paa Fingrene her som hist for at faa Posen fuld; Sveden perler, Klæderne flaaes i Laser, Ansigt og Hænder forrives, men Hvilet og Frokosten smager lige saa guddommeligt mellem store Sten op ad Verdenshavets — der er kun ét Hav — brede, brummende, vævre, gjennemsigtige Vover, som paa en Krat-groet Lyngbakkes Skrænt ved Bolmens eller Møckelns stille, smægtende, men dorske Vande.

Rejs mod Nord, Enhver som kan, og nu! Tag Bøssen, Hunden og Posen med, hvis Du er saa lykkelig at kunne det. Eller tag Lærred og Pensel, mal! om Du kan; tegn! hvis Du ikke kan male; fotografer! hvis Du ikke kan Andet.

Eller tag Papir og Blyant; skriv! skriv til Venner og Bekjendte, om Du har nogen, skriv til Alle og Ingen, skriv til Din Elskede — det har Du da —, tving Ordene efter