118
om Fuglene holder eller er flygtige; naar saa Flokken buldrer op, skal man tælle den, det kan ikke nytte at skyde ind i Sværmen (det er ikke jægermæssigt og giver i Almindelighed Ingenting), man maa holde paa en enkelt, det vil sige paa to enkelte, en med hvert Løb, se, om de falder og hvor, og samtidigt passe paa, i hvilken Retning Flokken flyver, om den deler sig, hvor den slaar ned — der er Nok at tage Vare.
Det er ikke altid, at den Fugl, man rammer, straks falder; ofte flyver den et Stykke, og af Flugten maa man slutte sig til dens Tilstand, om der er Sandsynlighed for, at den kan staa op igjen, eller om den kan løbe, eller om den er død, hvad den er, hvis den ender Flugten med at gaa ret tilvejrs for derpaa at falde lodret ned; men saa gjælder det om nøje at mærke sig Stedet, hvor den faldt, thi Hunden kan gaa lige om ved en død Fugl, uden at finde den.
Agerhøns staar op i Flok, samtidigt, det er ikke som Urfuglene, der letter hver for sig, saaledes at man kan gaa fra den ene til den anden. Derfor er det paa Agerhønsejagt, hvor flere Jægere gaar sammen, næsten umuligt at sige, hvem der har skudt hvad, hvorimod to Jægere paa Urfuglejagten kan drive det fornøjelige Spil: Først-af-Brædt; men det maa være et Par gode Venner, for at det ikke skal ende i Misstemning.
Naar Agerhønsene spreder sig, kan man gaa og pille dem enkeltvis. I Lyng og opad Gjærder trykker de saa
