Side:Jagtbreve.pdf/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

3

næste Brunsttid forvandler Perlevennerne til Dødsfjender, hvis vilde Brøl og voldsomme Kampe bryder Skovens Ro.

Da Urkokkens Fjerdragt blev pjusket og mat, da Kronhjorten tabte sin grenede Hat, da Pragten forgik af den springende Lax, saa kølnedes Lysten, som før var saa hed, saa slappedes Viljen og Modet gik ned — som Samsons Styrke for Dalilas Sax.

Naar Takken er fejet og slebet og slank, naar Fjeren er plejet og pudset og blank, naar Skjellene straaler i Regnbuens Glands — da gjælder det Ære og Lykke og Liv, det gjælder at være, at skabe, et: Bliv! det gjælder om Blomster til Mindernes Krands. — —


Den brændende Sol paa den skyfri Himmel i Forbindelse med den stadige Blæst drikker hurtigt hver Draabe; Kl. 10 er Urfuglejagten forbi, efter den Tid løber Hunden omkring i Lyngen, gispende, med hængende Tunge, leder efter et Vandhul og kan gaa lige forbi Fuglen, der trykker sig, uden at tage Færten.

Saa maa man ned i de tætteste Skove efter Tjuren. Bunden er lige saa tør som oppe paa Lyngbakkerne, men her er svalt, Duggen holder sig længere, og Tjuren trykker sig ikke saa tidligt. Men Fuglen løber gjennem det mest filtrede Krat, naar den mærker Hunden efter sig, og det gjælder om, at Jægeren og Hunden forstaar hinanden, hvis de skal sejre i Kampen. Hunden maa være sikker, følge paa Foden, men ikke gaa raskere paa, end at Jægeren kan