121
hvilke ikke forhindrer den frie Adgang, men pynter i Landskabet og bryder Øjet. Men for Landmændene kan det blive sørgeligt. Det er et Sammentræf af uheldige Omstændigheder, der er Skyld i det: Vinteren trak saa længe ud, at Markerne først blev Foraars-pløjede, da de skulde have været tilsaaede; den kolde og klamme Sommer hæmmede Kornets Vækst og fremmede Ukrudtet og Udlægskløveren, der er gaaet i Hoved, og nu er der ingen Tørre i Luften. Der skal gunstigt Vejr til, lang Tørke og Blæst, for at Høsten kan blive god, Sæden bjærges. Der er Korn nok paa Marken; men første Klasses Varer bliver det i hvert Fald ikke, dertil har Sommeren været for simpel, og Tvemodenhed og meget Grønt i Bunden giver uens og mørk Sæd i Skæppen.
Iaften holder vi Høstgilde — og det er fornuftigt. Ikke fordi Høsten er forbi og det glade Hurra har lydt for det allersidste Læs, men fordi Høstgildet maa finde Sted, mens det endnu er nogenlunde mildt, naar det er maanelyst og en Lørdag. Man kan ikke holde Høstgilde, naar Sneen falder.
Der er mange af de Gamle med. Lars Kusk, som jeg saa tidt har siddet hos paa Bukken og faaet Lov af til at holde Pisken, og som om Aftenen, naar vi kom sent fra Nabogaarde, holdt mig vaagen med Rævehistorier, og som, naar jeg kom hjem i Ferien, var det Første, jeg saae (af hvad der var værd at se paa) paa Dampskibsbroen; saa havde han Hilsner med og Kager og Frugt og Vin til
