123
selv Fiolen, slaar Takt med Foden; at han er Kunstner, fremgaar af de lange Lokker — nu er de graa — og han og det øvrige Orkester: nok en Violin, en Klarinet og en Tromme, der hænger ufortrødent i, skimtes oppe i en graa Sky, som olympiske Guder. Og Dansen gaar lystigt. Paa Høstgildet er Husjomfruen og Kammersidskenen og Mejeri-Madammen og Borgfruen og Frøknerne ikke et Haar mere end Bryggers- eller Hønsepigen. Den skjorteærmede Kavaler med Pibe i Mundvigen stikker en krum Arm ud, det er Engagementet, som maa følges, og saa kan Livet, enten det nu er smalt eller trindt, kravle derind i.
Naar Musiken puster, bydes der Smørrebrød rundt, solide Rundtenommer med velment Smørlag og fingertykt Paalæg. Fiskeren kaster lystne Blikke til Fadet, men maa lade passere: han kan ikke mere, han er stoppet, Maven bliver mæt før Øjnene, han vilde gjærne, han gjør en Dyd af Nødvendighed, det gaar ham med Mad, som det gaar En med Et, en Anden med et Andet, og som der staar i Skriften: Aanden er redebon, men Kjødet er skrøbeligt.
Og Punschen kommer. Der drikkes for Herskabet, for Familjen, for Forvalteren, og saa hedder det:
Og dette skal være vort Selskabs Skaal,
Hurra!
Og Skam faa Den, som ikke
Vort Selskabs Skaal vil drikke.
Aa ja, Hurra!
Den Skaal var bra' —
Hurra!
