126
drejer og svajer og styrer til Højre og Venstre, spredes og samles, ind i Kredsen og ud af den, blandes og søger atter hver sin Plads, efter bestemte Regler som i en Cotillonstur — og sejler saa af.
Gøgen og Nattergalen døde ud, Sangen slukkedes, umærkeligt, borte er de. Og stumme som de er alle Fugle. Det er ikke som i Foraaret, da de skreg i Kaadhed af Kamplyst og Brynde og overvældende Kraft og Haab og Lyst og Længsel, da de kom med Bram og Brask, udfordrende, skrydende, sejrssikre; nu lister de bort, tavst. De kom med Fjeren i Hat og Kaarde ved Lænd; den bejlende Vibe rejste Top, sprang ad Plovfurens Ryg og vilde forsvare den hele Mark; Brushanen pustede sin glinsende Krave op, trak Hovedet ind i den, stak det lange Næb frem og stillede sig, med Halen opad, paa en Sten ved Vandet, som en Riddersmand med dækkende Skjold og nedslaaet Visir og fældet Lanse, parat til Turnering; Modstanderen trak blank; og de Skjønne paa Strandbreddens Sand blussede, som Balkonens Damer, og daaredes som de; thi Prisen var den samme. Urkokken gol i Foraaret, rejste sin Lyre, farvede Kammen purpurrød og slæbte med Vingerne; den sukkende Bogfinke valgte en udgaaet Trætop til Stade, for at Foraarssolen, klar og blændende, ret kunde spille i dens mangefarvede Frierdragt. Nu lister de af Allesammen, skjult, tavse, graa, farveløse (det er Fældetid), søgende Tykningen, i Skumringen, i Graavejr, i Slud og Sjask.
