127
Det er Dagen derpaa.
Viljen er slap og Tanken træt, Modet er saa som saa; Øjet er mat og Hjærnen mæt — det er Dagen derpaa.
Nogle forsvinder, Andre kommer. Der er Gæssene, paa en Snor eller i en Vinkel, med Retning og Afstand som en Trup Soldater, den Enes Vingespids netop saa og saa langt bagved og ud til Siden for den Andens, de flyver støt, jævnt, Terrain-vindende, som det hedder i Militair-Sproget. Duerne, Droslerne og Brokfuglene kommer farende, susende og brusende som den rige Fugl, hvem der vil med, kan hænge paa, de slaar ned, hvor det træffer og lige saa pludseligt op igjen. Vipstjerten, den lille musegraa Rødkjælk med den rustbrune Strube, der holder sig til det tætteste Krat og nysgærrigt spiler Øjnene op og hopper om Den, der søger ind paa dens Enemærker, Havesangeren og Fluesnapperen forsvinder med Fluerne, fordufter som Nattens Dug, er borte, inden man véd deraf. En Foraarsdag at se en nykommen Trækfugl er en Begivenhed; men en Efteraarsdag ikke at se de vante Fugle lægger Ingen Mærke til; man savner dem først, naar de har været saa længe borte, at der er Udsigt til at faa dem tilbage igjen.
Det lakker ad Enden med Svalens halve Aar: den kom ved Majdag. Du husker — tydeligt, som det var igaar — den første Svale. Det var en stille, blid, varm Majdag, den strøg hen over Vandfladen, vendte, atter og
