Side:Jagtbreve.pdf/143

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

133

givenhed, som ikke gjentages: Steppehønen bliver ikke derved til Trækfugl hos os, Trækket maa foregaa i Nord og Syd, ikke i Øst og Vest; men i sit Hjem trækker den.

Af Hønsefugle har vi hertillands kun én Trækfugl: Vagtelen og den er tilmed ikke hyppig, det er kun enkelte Pletter, Landet over, at den i Maj kommer til, for tidligt paa Efteraaret at søge tilbage til Middelhavets Kyster.

I Nordafrikas unge Kornmarker jages den i Foraarsmaanederne sammen med den røde Agerhøne og er lige saa vanskelig som denne at faa til at lette: den løber for Hunden; men da der er fuldt op af dem, kan man dog tidt gjøre rig Jagt — og Landskabet er skjønt.

Jeg husker, at jeg engang jagede Vagtler ved Atlasbjergenes Fod sammen med et Par franske Officerer. Luften var høj, klar, let, gjennemsigtig, Landet tabte sig i det Fjærne, der laa en stor Sø langt borte med Træer paa Siderne, som spejlede sig i den stille Vandflade; men vilde man søge at naa Søen, kom man ikke nærmere, den trak sig tilbage og svandt i Sandet: det var Luftspejling, Syner. Men indenfor Øjets virkelige Rækkeevne stod der en kantet Kamel paa Bakken; en Araber med en lang enløbet, mosaikbeslaaet Flintebøsse over Ryggen kom ridende paa sin statelige Hest, stolt, som om hele Verden tilhørte ham, hans kaffebrune, skæggede Ansigt stak løjerligt af i den hvide Burnus' kvastbehængte Kutte og ud af de vide Ærmegab stak lange, knoglede Fingre og magre Arme; nede i et lille Kjær stod en rødlig Flamingo i Vand til