Side:Jagtbreve.pdf/144

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

134

Knæerne, den slog Krølle paa den lange Hals, skuttede Ryggen, lavede en Pukkel som Kamelen deroppe og stak af og til det lille Hoved med det mægtige krumme Næb ned i Vandet. —

En 14 Dages Tid efter, at Hønsejagten er gaaet ind, er det forbi med Masse-Skyderiet. Naar først Flokkene er blevne beskudt, og Fuglene er sky, Kornet kjørt ind, Roer og Kartofler tagne op og Stubben vendt, er det vanskeligt at faa Posen smækfuld — og saa er der mange Jægere, for hvem Agerhønsejagten mister sin Charme. Hvad det for dem kommer an paa, er at skyde Meget eller rettere: Mere end Andre, Mere end deres Jagtkammerater. Egnen, Vejret, Selskabet er for dem underordnet; det gjælder om at hævde Jægerryet: har de skudt Mest, sætter de det glade Ansigt op, i modsat Fald er de mismodige, modfaldne, tvære. Masse-Skyderiet beror paa et Fejlsyn paa Sagen fra Sportmandens Side; men det er moderne og maa have sin Tid at rase ud i. Skal man leve af Jagten — og jeg har ogsaa engang i et Par Aar levet af Jagten — er det en anden Sag. At gaa paa Jagt uden at se Noget eller uden at komme til Skud, bliver i Længden kjedsommeligt; men det er ikke Antallet af det Skudte, der er det Afgjørende, naar Jagt er Fornøjelse.

Naturligvis har Englænderne, der overdriver Alting, ført Masse-Skyderiet til den yderste Grænse, og en ung Gentleman har drevet det til at skyde Otte-Hundrede-og-sytten Grous paa 1 Dag, ikke ved at skyde i Flok, men