137
Naar en Jæger her til Lands i den bedste Agerhønsetid skyder mellem 20 og 30 Stykker, er det al Ære værd; nu er det forbi for iaar; men netop henimod Agerhønsetidens Ophør er der en overordenlig nydelig Jagt, en fin og fornøjelig og for kommende Aar nyttig Forretning: at skyde Haner. Man skjælner Agerhanen paa Skiltet, to store brune Pletter paa Brystet. Naar Flokken staar op, maa man hurtigt mærke sig en Hane og saa nappe den; man skal bruge Øjnene. Jeg siger med Overlæg Øjnene. Det er gjentaget saa tidt, at det næsten er bleven til en Trossag, at for at skyde skal man lukke det ene Øje — naar man ikke er kejthaandet: det venstre — og sigte med det andet. Jeg erindrer endnu fra min Officerstid, hvorledes mange af Rekrutterne ikke kunde lukke det ene Øje — blunde kaldes det i Militairsproget — og hvorledes jeg lærte dem det ved at lade dem stille Søndag Morgen Kl. 6 i Kasernegaarden og se med ét Øje op til mit Sovekammer vindue. Den, der kunde det uden Anvendelse af Bind eller Haand, fik Lov til at træde af; de andre maatte staa til Middag og begynde forfra næste Søndag. At blunde ansees i Almindelighed for den første Betingelse for Skydning. Jeg tillader mig at være af den Mening, at det Blunderi er ganske unyttigt, ja skadeligt. Vil man skyde Agerhaner, skal man sigte med det ene Øje og passe paa med det andet, og Den, der ikke gjør det, slaar jeg i den Sport.
For Fugle-Bestanden er det heldigt at skyde en Del Hanner bort, da for mange af dem ødelægger Formeringen
